yin

Yin yoga handler ikke om at gøre, men om at være


Yin yoga er en blid yogapraksis, som handler om at være langsom og nærværende. Fremfor alt handler yin om at mærke. I mange andre grene af yogaen er der fokus på at kontrollere kroppen. I yin mærker og lytter vi i stedet for.


Her handler det ikke om at opbygge styrke eller kontrollere hverken krop eller åndedræt. Derimod handler det om at give slip. På både muskler, åndedræt og sind. Og bare være.


Gennem yin yoga arbejder vi med nervesystemet i en nænsom praksis, der handler om at være tilstede i nuet, og med det der opstår.

Stillingerne er lange, passive stræk; det betyder, at vi ikke arbejder muskulært, men med bindevævet. Vi spænder af i strækket, og tyngdekraften vil helt af sig selv hjælpe os med at smelte ind i stillingerne. Vi tager os god tid til at mærke det slip, der kommer - og hvordan åndedrættet med det slip bliver nærende og beroligende. Herfra vil gaven ofte være, at du langsomt kan give slip på sindet.


Kort sagt. Vi hengiver os til at synke dybt ind i ro.


Yin vs. Yang

Her i vesten centrerer vores hverdag og livsstil omkring yang - at præstere, have kontrol og være effektive og kompetente. I bund og grund er vi enormt mentale - og har meget lidt kontakt til vores krop. Kroppen er nærmest blevet reduceret til det hylster, der bærer vores hoved rundt…

Yin yogaen er en fin modvægt til alt det yang - den her stund hvor vi stopper op og lytter indad. Finder kontakten til vores krop, og slipper hovedet for et øjeblik.


Gennem mit arbejde som psykoterapeut, møder jeg mange, der ikke rigtig kan mærke den der krop. Vi er blevet hovedmennesker, som tror, vi skal regne det hele ud. Og kroppens helt eget sprog, er blevet til et fremmedsprog, som vi skal lære helt fra bunden.


Jeg oplever, at yin yoga kan noget fint her - nemlig de første fine skridt i forhold til at begynde at mærke kroppen. Yin yoga er ikke løsningen på alt, der er svært, men kan være et rigtig godt redskab til at komme i kontakt med kroppen. 


Hvad kan du forvente på mine yogaklasser?

Min undervisning handler om det sansende, intuitive og blide. Jeg vil guide dig til at mærke ind i din krop. Og møde det der er.


På mine hold har jeg fokus på, at du tilpasser yogastillingerne til din krop. Fremfor at forsøge at få din krop til at passe ind i yogastillingen. Der er en vigtig forskel; alt for meget yoga handler om at få kroppen til at passe ind i bestemte stillinger, uden hensyntagen til hvad kroppen vil være med til. Personligt har jeg selv en del skavanker og skader, så jeg kender til vigtigheden af at praktisere netop den tilgang, hvor vi lytter og mærker, fremfor at kontrollere.


Hos mig holder vi al præstation ude af rummet og fordyber os i den klassiske gren af yin yogaen. Du kan være erfaren eller helt ny til yin yoga - slangemenneske eller med de strammeste haser - uanset hvad vil du passe ind. Du skal selv kunne komme ned og op fra yogamåtten.


Mine hold har max 8 deltagere, hvilket gør, at der er god tid til den enkelte.



Mig personligt på yogamåtten

Når jeg er på yogamåtten, er det ikke i en stræben efter at blive et slangemenneske. Min yogapraksis går mere på den indre rejse. På at være tilstede i min krop, og give den kærlig opmærksomhed. Lytte til det kroppen fortæller mig. Og fremfor alt at tage tempoet helt ud for en stund.

Den ekstra bonus i form af større smidighed og hydreret bindevæv, er kun skønt. Men for mig er det ikke målet. Den tilgang tager jeg med i min undervisning.


Holdplan efteråret 2024

Næstved

Morgen yin: Onsdage 7.15 - 8.15

Pris: 6 gange 440,-


RO & NÆRVÆR med yin : Onsdage 17.00 - 18.30

Pris: 6 gange 680,-


Sorø

RO & NÆRVÆR med yin: Torsdage 19.15 - 20.30

Pris: 6 gange 600,-


Ovenstående hold kører gennem AFO Næstved og AOF Sorø - tilmelding kan ske på deres hjemmesider. Eller du kan blot sende mig en mail, så sørger jeg for at få dig på listen.


Alt udstyr ligger klar til dig i lokalet.

Jeg vil glæde mig til at se dig på yogamåtten.

unsplash